|
Roger
Waters 2/7
"Vil
du med - det bliver en stor søndag med Arctic Monkeys, Strokes,
Franz Ferdinand og Roger Waters.", lokkede Thomas.
Egentligt
var Roskilde droppet i den tro, at alt var udsolgt, men det viste
sig, at søndagsbilletter altid var til rådighed. Så
beslutningen var nem, og kursen blev sat mod øst.
Monkeys
virkede som om det ikke helt var stået op. Strokes kørte for så
vidt meget godt, men uden den store sceneoptræden. Franz F
leverede til gengæld en ret gedigen koncert. Det svingede fint,
og bar også præg af, at alle kendte deres større hits -
"Do you wanna" var faktisk supergodt.
21.30
Så
nærmede dagens højdepunkt sig. Små 10 minutter senere gik
Waters på med the surrogate band bestående af Andy Fairweather
Low, Snowy White,
Dave Kilminster, Graham Broad, Jon Carrin, Harry Waters og Ian
Ritchie - samt et kor med PP Arnold, Katie Kissen og Carol Kenson.
Stort set
gamle kendinge, selv om undertegnede aldrig før havde oplevet
Kilminster og Ian Richie.
Åbningsnummeret
var naturligvis "In the flesh" og fra starten af tegnede
det stort. Først og fremmest bar det præg af Pink Floyd lyd: Et
reelt perfekt lydanlæg i multisurround, der blev udnyttet til
lige præcist den grænse, hvor det lyder godt uden nogen form for
forvrængning. Men samtidigt virkede både Roger og publikum
særdeles veloplagte: Selv om det var en festival, og altså ikke
en Waters koncert, kunne de første 50-100 rækker stort set alle
numre uden ad, og jeg har i alt fald ikke tidligere prøvet en
sådan grad af "sing along" i Pink Floyd regi (OK: Wish
you were here som undtagelse).
Den
største overraskelse for mig var nok i virkeligheden David
Kilminster. Ud over at han spillede en god guitar havde han en
stemme, der lå noget tættere på Gilmours, end jeg har hørt ved
en Waters koncert - og det klæder altså numrene.
Når jeg nu
nævner Gilmour var det i øvrigt slående, at der under "Set
the controls for the heart of the sun" blandt andet blev vist
billeder fra de helt gamle Pink Floyd dage - altså med Syd og
helt uden Dave.... naget har vist ikke helt lagt sig endnu,
"Wish
you were here" startede i øvrigt netop med et kæmpebillede
af Syd. Ud over den pæne tribut også et bare 5 dage for hurtigt
minde om med skaberen, som jo døde den 7. juli.
En af de
lidt kuriøse indslag var "Southampton Docks", hvor
Roger gennemførte nummeret siddende på kajen - med adskillige
mågeskrig rundt på pladsen i det suveræne lydanlæg. Det var
ikke så få, der kiggede op for at spotte mågerne.
Koncerten
hed jo egentlig "Dark side of The Moon", men efter godt
1,5 time havde Roger ikke spillet et eneste nummer fra den plade -
og da alle de øvrige festival bands kun spillede mellem 1 time og
5 kvarter, regnede flere af os nok med, at Roger havde skiftet
indholdet. Men så lød det: "We are gonna take a small 10
minutes break, and then we’ll come back to play Dark Side for
you” …."
YYYYEEEAAAHHHH.
23:10
Fra
nederste del af månen kommer en rød plet. Den vokser og vokser,
til det går op for en, at der er tale om en satellit. Til sidst
ser man satellitten fræse visuelt "ud af skærmen" med
en kæmpe brag, der rystede hele scenen.... og Dark Side of the
Moon var i gang.
Hele pladen
blev spillet - og faktisk ret tro mod original materialet. Om det
er positivt eller negativt... tja... hvor meget kan / bør man
gradbøje et af historiens bedste album. Og en kendsgerning er det
i alt fald, at det bare fungerede - og der var dælme ikke mange,
der ikke fandt sig selv skrålende med under "Brain Damage"
0:10
Og det var
så det...???
Faktisk
ikke. Bandet kom tilbage og snuppede lige 5 ekstranumre -
naturligvis afsluttende med suverænde "Confortably Numb".
På en eller anden måde er det svært at kunkludere sådan en
oplevelse. Det letteste er måske at sige tak, fordi jeg måtte
være med. Det var mere end godkendt!
Andre
anmeldelser:
Ekstra
Bladet
BT
Jyllandsposten
Gaffa
DR
Tirsdagsavisen
|
