|
Rolling
Stones, 3/9
Det var med
stor, stor spænding, at vi drog til Horsens for at se Rolling
Stones. Ugen før havde Madonna optrådt samme sted med 85.000
mennesker, og hun havde høstet de dårligste anmeldelser i mands
minde. Jeg tror, det var Ekstrabladet, der kaldte det en
"bonderøvs koncert" og belønnede den med 1 stjerne -
langt de fleste kunne ikke se en pind.
Vi havde
billetter til front stage, og da vi først havde gået et par
hundrede km (eller lignende) hele vejens langs alle tilskuere, bag
om disse - og så hele vejen tilbage igen (det er altså en
dårlig logistik), ja, så blev vi belønnet med suveræne
pladser: Vi gik uden masen eller problemer hen og stillede os ca
20 meter fra scenen og 1,5 meter til midten - det var kanon: nok
tilbage til et udmærket overblik, men tæt nok på, at man kunne
se fugerne (også uden storskærm).
Største
minus var, at man ikke engang måtte tage kamera med (latterligt i
2006), så vi kunne kun tage lidt minder med via mobiltelefonens
indbyggede kamera.
19.20
Maximo Park
åbner ballet. Egentlig synes jeg, at de forsøgte at sælge varen
- men det må nok bare erkendes, at de ikke er store nok til en
sådan menneskemængde - og lydmæssigt blev der heller ikke
skruet det store op, så der var mange på de bageste pladser, der
næsten ikke kunne høre mere end mudder. Det var synd: Så stor
en koncert burde have en noget mere kendt opvarmningsgruppe.
Tilden gik
dog, og endeligt blev det mørkt, og lyset blev dæmpet på
pladsen.
21:20
Fyrværkeri
brager løs og Stones kommer ind med "Jumping Jack
Flash" som opstart - og for lige at holde gearet slog de
(efter et par danske brokker fra Mick Jagger) over i "It's
only rock'n roll" - 2 klare favoritnumre, så stemningen var
lagt. Ikke mindst med "Not you again" fra den nye plade
som nummer 3 - det var rigtig rock'n roll hele vejen - ikke Pink
Floyd lyd, men den beskidte vare.
Jagger var
bare vildt meget på fra starten, mens Ron Wood virkede lidt
sløvt - og egentlig hele aftenen var bandets dårligste performer
- ikke nær så rå og "på" som Kieth Richard.
Selv om jeg
har lidt en forkærlighed for de første numre, må jeg dog sige,
at jeg overgav mig totalt til aftenens bedste nummer: "Midnight
rambler"... en lang sag, hvor der skiftevis blev spillet rock
og blues - og hvor Jagger for alvor fyrede den af på
mundharmonika. En ret lang udgave, der stort set i sig selv var
pengene for billetterne værd.
Under
"Miss you" havde bandet samlet sig omkring Charlie Watts
trommer, og pludselig kørte en del af scenen ud mellem publikum,
mens nummeret kørte for fuld drøn. De passerede lige ved siden
af os og fortsatte "ud i natten" - vel en 60-70 meter
længere ud. Det var det tidspunkt, hvor man kunne føle med dem,
der stod meget langt væk - for der var godt nok begrænset udsyn,
da bandet stod derude (for os, altså).
Mens de
stod blandt publikum blev der pustet en kæmpeudgave af "lips"
op - så stor, at hele storskærmen var fyldt - og den blev
(naturligvis) stående, til "Honky tonk woman" var
spillet. Fin happening.
Herefter
gik de over i "Sympathy for the devil" og det var
simpelthen bare en super oplevelse af et super nummer. Mr Lucifer
for fuld udblæsning.
Som
ekstranumre fik vi ikke uventet "You can't always get what
you want" med et efterhånden meget veloplagt publikum til
"sing a long", samt den mest rockede udgave af "Satisfaction"
jeg nogensinde har hørt. Det har aldrig rigtigt været mit
yndlingsnummer, men jeg synes nok, at det pyntede gevaldigt, at
det blev udsat for så meget hammer, som det faktisk gjorde.
Alt i alt
må man overgive sig til et af verdens bedste live bands. Jeg har
aldrig rigtigt kunnet forstå, at de ikke prøver at lave en bedre
lyd, men det er et bevidst valg, at det skal være
"møgbeskidt" - og indrømmet: Det virker altså også
fortræffeligt på mange numre. Sceneshowet var som sædvanligt
stort og ekstravagant - der var også en oplevelse med hjem til de
bageste - sorry Madonna: Der er ingen erstatning for klasse
!!
Andre
anmeldelser:
Ekstra
Bladet
BT
Jydske
Vestkysten
Gaffa
Berlinske
Ritzau
|
|
