|
David
Gilmour 11/3
Det var med
stor forventning - og en lille smule frygt - at vi satte snuden
mod Hamborg. Efter koncerten med Springsteen må det erkendes, at
der var en smule skepsis ved begrebet "solo". Omvendt
var vores forventninger trods alt, at det ikke var helt solo - men
at der trods alt var band på - og hvilket band.
Ud over
David selv var Rick Wright fra det oprindelige Pink Floyd. Fra det
"nye" Pink Floyd (MLOR og PULSE) var Guy Pratt og John
Carin, ligesom den oprindelige "Pink Floyd" saxofonist
Dick Parry var en fast del. Disse var så suppleret af Phil
Manzanera (tidligere Roxy Music og nu næsten nabo til David) samt
trommeslageren Steve
DiStanislao (Bl.a. David Crosby Band).
Vi ankom
til CCH klokken 19:52 (efter bøf og rødvin), var på pladsen
19:58 og koncerten startede ca 20:06 - ikke de store dikkedarer -
bare i gang....
1
sæt: Ny CD
Hele
koncertens første del var helliget den nye CD. Efter at vi kun
havde haft muligheden for at høre den i 4 dage inden koncerten,
stod den stadigvæk som relativt ukendt - og vel også
vurderingsmæssigt som en meget stille CD i forhold til tidligere.
Man må dog bare overgive sig og erkende, at David er en gudbenådet
guitarist, og en del ekstra guitarspil gjorde musikken meget mere
levende en CD'en i første omgang virker (og det har faktisk
hængt ved CD'en senere).
Desuden
oplevede vi trods alt 2 nye ting: David spillede selv sax (og det
lød faktisk OK) - og så sang vi (3 danskere) fødselsdagssang
for David (hvorefter han på tysk kvitterede med et: "ausgezeichnet"
- ikke så godt :-) ).
Stærkeste
nummer i første halvdel var helt sikkert "Take a breath",
som rent faktisk var "breathtaking" i udførsel med
masser at power, super lyd og et rigtigt fedt lysshow.
2
sæt: WOW
Hele sidste
sæt bestod af gamle Pink Floyd og Syd sange. Det blev åbnet med
"Shine on" i en udførsel, som var en blanding af den
oprindelige guitarføring og så de stille sang passager, som
David første gang lavede til Meltdown koncerten - smukt og enkelt
- verdens flotteste stykke musik.
Herefter
"Wot's....Uh the deal" fra Meddle (nok en lille
overraskelse) og "Rick Wrights" "Wearing the inide
out" - sunget i samme "klokken 4 om natten i en
tilrøget bar stemning" som på Division Bell.
Så fulgte
en Dark Side of the Moon del med Breathe/Time og Breathe reprise -
super musik. Den gode stemning og den store spilleglæde kunne
tydeligt ses - og mærkes - ikke mindst da David rent faktisk
satte sig til slide guitaren - men der ingen lyd kom, da han havde
glemt at tænde for pedalen. Han rejste sig, gik frem og tændte,
grinede lidt til de andre, dirigerede lidt - og så kørte han
videre som om intet var hændt.
Dominos
havde jeg gerne set i det lidt mere stille 1 sæt - men hvilken
afslutning: Først en kanon udgave af high hopes, hvor David
afsluttede nummeret med skiftevis slide og akustisk guitar -
trukket langt ud og dæmpet mere og mere mens salen bare var
totalt stille - ufatteligt smukt.
Og så....
koncertens absolutte højdepunkt. En ca. 20-25 minutter lang
udgave af Echoes. ALT klappede - en kanon lyd, et fantastisk
lysshow og en energi uden lige - det var simpelthen det bedste
live nummer i årevis - ingen over !!
Efter dette
blev folk ikke længere siddende. De bageste rækker kom stormende
frem, så der var tæt besat i gangene om imod scenen til
ekstranumrene "Wish you were here" (hvor folk også fik
sunget igennem) og "Comfortably Numb" - ultimativ
luftguitar.
Det var
bare total overgivelse - og vi har overhovedet ingen bekymringer
over engang af fylde 60.... bare for fedt....
|
